Et løsningsfokuseret perspektiv på anerkendelse

”Men jeg vil jo rigtig gerne anerkendes som én, der hjælper. Hvad så med mit behov for, at dem jeg samarbejder med skal synes jeg er helt fantastisk og de var heldige at de netop fik mig som behandler?”

En af kursisterne afbrød mig med hendes meget ærlige, modige og genkendelige betragtning i sidste uge, da jeg var ude og undervise familiebehandlere fra en omegnskommune, som skulle have en dags introduktion til den løsningsfokuserede tilgang og Signs of Safety.

Hendes spørgsmål kom som respons på, at jeg talte om, at man inden for den løsningsfokuserede tilgang stræber mod, at klienten oplever sig som ekspert i eget liv og som en, der allerede har de rette løsninger på egne udfordringer. Vi skal som professionelle samtalepartnere derfor nøjes med at stille spørgsmål og holde vores egne hypoteser, løsningsforslag og gode råd tilbage, og have tillid til, at den vi taler med selv har den nødvendige indsigt og viden til at kunne finde og udvikle de bedst mulige løsninger. For at citere Kim Insoo Berg skal vi tilstræbe en behandling, hvor vi “leave no footprints” i klientens liv.

Lige inden hun afbrød mig havde jeg sat det på spidsen og sagt, at vi er lykkedes allerbedst når den vi taler med oplever, at de i samtalen selv har fundet deres egne svar og løsninger og at de ikke rigtigt har brug for os.   

Det har givet mig stof til eftertanke for når intentionen i LØFT er, at vi skal efterlade så lidt spor som overhovedet muligt i vores samtalepartneres liv, hvordan oplever man sig som en dygtig og hjælpsom samtalepartner? Og hvilke former for anerkendelse er det så vi kan stræbe efter at få fra de personer vi så gerne vil hjælpe? Og når jeg indimellem fanger mig selv i at træde ud af den løsningsfokuserede samtalemodel og mine hypoteser og gode ideer sniger sig ind i mine spørgsmål, er det så i virkeligheden mit eget behov for at blive anerkendt og beundret, der stikker sit hoved frem?

Chris Iverson har i 2009 skrevet en artikel med overskriften ”Leave no footprints”. Chris har arbejdet med LØFT siden 1980’erne og som underviser hos BRIEF, hvor jeg aktuelt er ved at følge et online advanced kursusforløb. I artiklen beskriver han blandt andet, hvordan en kvinde afslutter et forløb med kommentaren:

“I know that if I had not come here I would now be dead but I want you to be clear that you have not touched my life at all!” Hvortil Chris svarer: “And I have to say that no-one has ever paid me such a compliment, and you haven’t touched my life either. But I’ll always remember you!”

Chris Iverson reflekterer over, at kvindens ord giver indtryk af, at hun oplevede at alle de ideer og handlinger, som var kommet frem i terapien alene var kommet fra hende selv, og det hænger sammen med at han som terapeut har haft og vist hende en fuldstændig tillid til, at hun har de nødvendige evner og forudsætninger til at træffe de valg, der er rigtige for hende.

Så anerkendelse, i det løsningsfokuserede samarbejde, er ikke i at være god til at lave retvisende analyser eller komme med ideer, viden og løsningsforslag, men i at stille spørgsmål, der hjælper klienten til at beskrive, hvordan livet uden problemet ser ud og opdage, hvordan den ønskede fremtid ind imellem allerede sker, så klienten selv kan vælge at gøre mere af det, der allerede virker i klientens eget levede liv. Når det lykkedes, vil de spor vi får sat i klienternes liv være meget mindre, til gengæld vil klientens egne fodspor forhåbentligt være endnu tydeligere og længerevarende, og deri er der en stor tilfredsstillelse.

Iveson, Chris (2019) “Leaving No Footprints,” Journal of Solution Focused Practices: Vol. 3 : Iss